Ansøgning vedrørende adjunktur i KUA, RMC 2022

Følgende tre værker er et udvalg fra de seneste 5 år, hvor jeg viser nogle af de forskellige roller jeg har som projektejer.


UP UP UP (LP, ILK Music 2018)

Soloudgivelse. Jeg udfordrede mig selv til at gøre to ting jeg aldrig havde prøvet tidligere: 1) at skrive, indspille og arbejde alene med musikken indtil mix-fasen, 2) at lukke processen op ved at involvere Neill Furio (sangskriver/poet), som vejleder på den tekstlige del. Det var en proces der var langstrakt og omstændig, men nødvendig og frugtbar. Jeg stod på randen af en ny fase i mit kunstneriske liv, og havde stærkt behov for at definere mit musikalske ståsted og resultatet blev et klart udsagn for dette. Konsekvensen af dette udsagn var frigørelse: efterfølgende var jeg ikke nødt til at bevise, hverken overfor mig selv eller andre, at jeg kunne lave meningsfyldt musik på egen hånd. En befrielse, da det jeg egentlig holder mest af, er mødet med andre i musikken: overraskelser, nye hybrider og synteser. Jeg følte mig også fri til at ikke længere nødvendigvis skrive sange, i traditionel forstand: jeg kunne bevæge mig videre ud i andet musikalsk farvand.


PING PONG PUNKTUM (Kasettebånd / USB + bog, ILK Music 2020)

Qarin Wikström –elektronik/voc (L), Herman Müntzing –elektronik (R), Jan Oksbøl Callesen –billeder

I dette projekt har jeg forenet to tidligere separate samarbejder, i en ny samarbejdskonstellation og –metode. Titlen henviser til den implementerede arbejdsmetode: en ping-pong proces af fortolkninger af lyd til billede, billede til lyd, og tilbage igen, i en legende og improvisatorisk tilgang, tilsat uendelige dialoger mellem os alle tre. 

Processen var både dybdegående og lystfuld, og det synes jeg afspejles i det endelige produkt. Vores ønske var at præsentere abstrakte lyde og billeder i et inviterende format, der kunne stimulere frie associationer og fantasi hos modtageren. Dette synes jeg at vi er lykkedes med, i en synergisk samvirkning mellem lyd, billede, format og titler.

Listen to the music while shifting the pictures according to the audio instructions, and you will get an idea of having the physical book in your hands.


Fötterna känner på vattnet (Liveoptagelse, The Lake Radio 2021)

Uropførelse af taktilt værk, duokoncert.

Da jeg ser Torben Snekkestad som en sand mester i musikalsk taktilitet, var det naturligt at invitere ham til at være med til denne fremførelse. Efter en indledende dialog om taktilitet, lavede jeg et deskriptivt partitur - et redskab til at rammesætte en improvisation med udvalgte lydkvaliteter i en progression. Vi udvalgte hver især lyde, og mødtes derefter for at gennemspille partituret, og lave små justeringer af lydvalg. Forhåbningen er at lytteren skal opleve musikken sanseligt. Hvorvidt dette lykkedes, ville kræve et udfyldt spørgeskema fra vores radiopublikum for at få svar på, hvilket ikke er blevet lavet. Jeg oplever dog selv en sanselighed, da jeg lytter til optagelsen. Fra mit perspektiv, er værket et vellykket første forsøg, og jeg er nysgerrig efter at finde flere måder at formidle taktile oplevelser af lyd. 


Bonus

Udover de tre værker, vil jeg også nævne Shitney’s seneste udgivelse, Post Vocal, fra 2021. Dette samarbejde er en central del af mit virke gennem mange år, og et nutidigt bud på hvad improvisationsmusik kan være. Nedenstående er vores nyeste video, som jeg synes er the shit.